Italien - mandag den 19. marts 2018
Fra Epsach til Aosta i Italien
Vores ven Daniel var meget glad for at have besøg af os og han er en utrolig sympatisk fyr at være sammen med. Vi aftalte, at vi skulle komme forbi ham på tilbagevejen. Faktisk skal han til Danmark lige efter påske. Han har bestilt fly fra Basel men vil vist lige så gerne køre med os. For os er det også en fordel at få ham med. Så har vi nemlig 2 chauffører.
Kl. 7 mandag morgen forlod vi den ejendom, hvor Daniel havde lejlighed ved. Det havde være en meget stille nat i landlige omgivelser. Vi satte efter råd fra Daniel kurs mod St. Bernard tunnelen. Vejen førte forbi Montreaux og dermed ind i Frankrig. Vi havde garanteret en flot udsigt ned over Montreaux, men desværre var der meget diset.
Jeg var noget overrasket over Marie. Hun havde fået influenza for alvor i løbet af aftenen/natten men hun stod op og ville mod syd til morgen. Og hun klarede det godt. Afsted det gik på almindelig landevej ned mod tunnelen. Det kostede over 40 euro at køre igennem tunellen. Og så siger de, at Storebæltsbroen er en pengemaskine. Nå, men så okay da - det var for en returbillet.
Kort efter vi var kommet igennem tunnelen, gjorde vi et kort stop i byen Saint Rhemy. Vi havde ikke rigtig kræfter til at gå en tur i byen men vi kunne lige klare at slikke lidt sol på en bænk et kvarter. Så gik turen videre ned mod Aosta, hvor vi parkerede dytten og startede med at få et frokosthvil. Influenzaen har desværre et for godt tag i os. Aosta har en gammel bydel, som kunne være spændende at se.
Jeg mobiliserede nogle kræfter og da der ikke var meget liv i Marie, tøffede jeg op mod bykernen. Overfor parkeringspladsen ligger en kæmpe fabrik, som åbenbart var startet op, mens vi holdt middagslur. Hvad dælen ligner det. Ingen respekt for ærlige turister, der ønsker at leve sig ind i den sydeuropæiske kultur.
For at komme op til bykernen, skulle jeg op til en jernbane og følge den til højre - til en overskæring. Jeg havde nok fejlbedømt afstanden lidt. Der virkede noget længere end jeg forestillede mig. Det er ulempen ved at bruge Google maps. Man ved ikke helt hvilke afstande, der er gang i. Ved overskæringen blinkede lysene og der lød en velkendt klokke som tegn på, at der kommer tog. Men blierne susede ufortrødent over - også selv om bommene begyndte at gå ned. Det var de ligeglade med. Selv en cyklist kørte i astadig tempo over skinnerne og var meget tæt på at blive fanget indenfor. Nå, de kender nok systemet her.
Det første, jeg mødte på vejen op mod byen, var en engelsk pub. Det var ligegodt dælens. Den så helt ægte ud. Næsten som et fatamogana. Men jeg var ikke lige til øl nu, så jeg fortsatte op mod byen, hvor jeg fandt en lille hyggelig gågade, som de skal være i Italien. Smalle med 3-4 etagers huse på begge sider. Små hyggelige butikker og masser af mennesker i gaden. Vejret var fint, solen skinnede og det var 11 grader varmt. De første forårstegn trækker folk af huse.
Jeg kiggede ind i en enkelt butik, for at se, om de havde stroh rom eller specialøl. Det var en lidt sølle omgang, så jeg gik igen. Ejeren ville også gerne tale fransk, so leave him alone, tænkte jeg. På turistkontoret havde de meget travlt med at stikke næsten ned i deres computere, så jeg gik også derfra uden at snakke med nogen. Så fandt Bach Tours helt alene ud af, at der var et amfiteater i byen. Must see. Men det kostede penge at komme ind. Nej, så stort behov har jeg alligevel ikke for at se en bunke ruiner.
Jeg havde nok overvurderet mine kræfter. Jeg var træt og søgte hvile i en lille kirke lidt fra gågaden. Her var en helt velsignet ro. Her kunne jeg godt sove lidt, men det var vist ikke passende. Så jeg gik meget langsomt tilbage mod bilen og bestemte mig for, at hvis jeg kom forbi den engelske pub, så var jeg nødt til at tjekke, om de serverede real cask ale. Men det gjorde jeg ikke - og jeg gjorde heller ikke en indsats for det.
Tilbage i bilen var der knap liv. Marie sov og hun skulle have fred. Det er en proces, man bare skal igennem med influenza. Så resten af dagen sad jeg og småhang, så lidt video, var på nettet osv. Så var dagen stille og roligt gået. Jeg ville gerne have flyttet vores camper lidt væk fra den larmende fabrik, men det var ikke realistisk, at få liv i Marie, så hun kunne flytte den. Så frem med ørepropper for natten. Med håb om, at Marie er mere frisk i morgen, så vi kan komme helt til Toscana. Vi har stadig omkring 400 km. Tilbage.
